Okse, østers - og sindssygt grumset vin!

Nordic cooking - træls ord, træls begreb. Prætentiøst, på samme måde som umådeholden tilbeden af gåselever og trælse, umulige madprocesser er det. Erstat gåselever med røget mælkeskin, så ser du hvad jeg mener.
Det lugter sgu for meget af perfekte blå billeder fra indlandis, hvor kransekagen Meyer står og snotter ned i håndplukkede småbær af totalt ukendt oprindelse.  Som så bliver rørt sammen med filtreret, kandiseret grønlandsk undertøj, lagt på et leje af hellig-græs plukket fra venstre for-klov af to jomfruelige moskusokser.

Altsammen i den hellige syre-balances navn. Gud fader bevares. God reklame, latterlig mad.

 Jeg bor sgu da i norden! Nordens paris sågar! Jeg spiser ikke grønlændere, slet ikke deres undertøj - og har kun fået mælkeskin på Noma. Udlandet må tro vi er tossede, røgede, spegede og aldeles uden jordforbindelse.

Nå. Men der er altså andre, end Meyer et al, der kan deres kogekunst. Og de samme andre, behøver ikke sige jernurt, men nøjes med. løvstikke. To af dem er brødre, og hvis jeg skal smage på Norden, så tager jeg cyklen til Jægersborggade. Lidt lettere end helikopter til Umanak.

De her drenge, de kan det der med den demokratiske udnyttelse af de forhåndenværende råvarer. På dansk - de bruger det man kan køb! Ligesom man gør i Piemonte, Galicien og alle andre steder, hvor mad er en integreret del af hverdagen.


Manfred er den mindste, og han bor i kælderen, lige overfor sin storebror Relæ. De har en fætter Hvirvelvin, der holder til lidt nede af gaden. Og tilsammen er de ret meget godt billede på, hvordan enkelt gade kan gå fra pusherstreet til den rene, skære oplevelsesøkonomi.

For nogle uger siden var jeg på besøg hos Manfred, sammen med en gammel god ven, og dennes helt nye kæreste. Og som den ældste i min egen søskendeflok, ved jeg godt hvordan tingene normalt foregår hos de små. De skal underholdes, og der skal vin på bordet. Således også her. Vi fik vin, faktisk masser af vin.  God vin. Og masser af vin jeg aldrig ville være faldet for selv. Ufiltreret, uklar, upasteuriseret og u-sulfitted vin. Fantastisk, men også en meget anden vinoplevelse, end jeg normalt dyrker. Jeg er egentlig mest til rene italienere. (uden kølersprit) Eller rene franskmænd - til nød nogen af de vilde vindyrkere fra Østrig, men det vin man får på Manfreds, det er altså vilde sager, og jeg vil virkeligt anbefale at prøve nogen af de flasker, de anbefaler når man besøger Manfreds. Maden på Manfreds, er dejlig uprætentiøs, og selvom den helt nye kæreste ikke var til kød, så fik vi alligevel spændende ting på bordet. Vi fik østers,  hakket op med selleri og persille, vi fik tartar. Men den mest elegante ret, var et pocheret æg, lagt ovenpå ristede svampe og sprødt brød. Damn, det var godt! Særligt kombineret med de der virkeligt vilde vine, man også får på Manfreds.

- De unge kan sku noget, tænkte jeg dengang.

Men Manfred har altså en storebror. Han hedder Relæ. Okay, måske nok ikke det mest indlysende navn til en storebror, men anyway. Hos storebror står ambitionerne et stykke højere oppe af stigen, end på Manfreds.

Maden har lige fået et nyk opad, men det er stadig et rart, og uprentiøst sted. Hvor man får tapas-størrelser på Manfreds, er Relæ voksen, og laver menuer. Ret rart. Jeg gider ikke altid tænke for meget, og det er vel egentlig ret logisk at kokkene kan sætte den bedste menu sammen. Mange af retterne minder om hinanden, men det er alligevel som om ambitionsskruen har fået en ekstra omgang på Relæ.

Og det er fame god mad, og frækt præsenteret. Det rammer ned mellem to madtraditioner, hvor råvarerne kommer lige fra bondemandens bagdør, mens præsentation og fantasi klart er mere i familie med nord-italien.
 Vi fik en rigtig fræk ret med oksekød, østers og løvstikke. Nej, ikke jernurt eller frostmodnede skod-urter fra svensk urskov. Løvstikke. Jeg havde helt glemt hvor godt den smager!
Så fik vi noget så banalt som dampede gulerødder, med rapskerner og sprøde gulerodsskræller til. Lyder lidt af et spareprojekt, men det var fame frækt!

Og så fik vi en hovedret med gråand, hyldebærsovs og salatløg, der var blevet høvlet, dampet og rørt så meget rundt, at de lignede nudler.


Og på samme måde som på Manfreds, så er det de rene øko-vine, der kommer i glassene på Relæ. Det betyder de sjældent er ret gamle, ofte meget grumsede og ufiltrede og altid sindssygt provokerende at smage på.

Næsten lige så provokerende, som den halv-svenske pige og hendes homoseksuelle mand, vi sad ved siden af. Jeg tror ikke helt, de havde forstået det der, med at man altså ikke skal have foies gras i alt, at løvstikke er finere end jernurt - hvis man ved man bruger det til. Og at man skal lukke øjnene, når man drikker ufiltreret vin! Til gengæld fik manden gramset på tjeneren, da de gik. Han havde øjensynligt en fetish for læderforklæder, konen kendte i hvert fald til den, for hun hun fik hvislet at det frontale angreb på læderforklædet var helt okay, så længe hun kunne låne det bagefter.

Bizar oplevelse. Jeg har sgu aldrig set en 2-års bryllupsdag angribe en fuldskægget, metroseksuel tjener, som så høfligt fik sagt til dem, at hvis de lige gad holde nallerne, så kunne de måske tage sig et glas vin og drinks i lillebrors kælder. I øvrig en cool tjener, jeg nu har mødt tre gange på byens restaruanter. Og hver gang ender jeg med solide tømmermænd. Det må være øko-vinen....???

Grydebagt brød

Godt brød koster kassen. I hvert fald på Nørrebro, hvor man enten bliver røvrendt af Emmerys eller Lagkagehuset. Men de laver begge godt brød, den ene lidt bedre end den anden.

Men for ikke så længe siden blev jeg godt og grundigt træt af at skulle smide 50 kroner for et halvt kilo surdejsbrød hos en af bemeldte bagere. Rigtig træt! Og da innovation enten drives af lyst eller angst, var det vist angsten for at blive fattig før tid, der drev mig ud i en smule researchbaseret kogekunst. Eller bagekunst.

Jeg kom frem til følgende.
- de fleste bager ved alt, alt for lav temperatur.
- brødet bliver aldrig bagt helt færdigt - og så snart det er koldt, er det hårdt som sten.
- man kan nærmest ikke skelne skorpe og krumme.
- melet er for dårligt.

Men jeg kom også frem til en ret genial løsning. Man skal nemlig bage sit brød i en stor, tung gryde, helst af støbejern, og helt sikkert en man ikke har et kærlighedsforhold til. Den bliver hærget. Ikea har en billig en.
Det dur ikke at tage en let rustfri gryde. Det skal være en, der kan holde på varmen, fordele den, og i det hele taget er temmelig robust. Og den skal have et låg! Og hvis man gør det her, så ser det sådan her ud, når man er færdig!

De første skridt i at lave fantastisk brød er, at man først laver en god, koldhævet dej. Om der er surdej i, om det er grahamsmel, rugmel eller bare noget godt Tipo 0 fra Italien, det er sådan set ligemeget. Men jo mere tungt mel, jo færre huller, jo tungere brød. Så brug meget hvedemel. Det fungerer!

Dejen må ikke være tør. Den skal være mere våd end man tror - lige det her kan man finde oceaner af inspirationskilder til på nettet, i bøger og hos Farmor. Personligt laver jeg den normalt med ca en halv liter vand, 2 håndfulde rugmel, 2 skefulde surdej, 10 gram gær, og så hælder man almindeligt hvedemel på, rører rundt med ske til det har en god fornuftig konsistens. Lade det hæve ca 12 timer i køleskab, tag det ud, slå det sammen, og smæk et brød sammen, der lige skal hæve en times tid uden for køleskab.

Resten er pærelet.

Skru din ovn op på MAX. Og jeg mener max. De fleste moderne ovne kan ikke blive særligt varme alligevel, højst 250 grader. Sæt din store gryde derind - den skal nemlig være helt varm også! Når ovnens termostat siger den har nået målet, lader du den lige stå ca 15 minutter. På den måde er du sikker på at den er HELT varm, og ikke bliver kold, når du åbner ovndøren.

Tag gryden ud! Den er MEGET varm nu.
Stil den på komfuret, og drys en håndfuld mel ned i bunden. Det begynder at brune med det samme - let røg med brødtoner i stiger op.

Vend dejen ned i gryden. Sørg for det ikke rør siderne, og er nogenlunde i midten. Man kan høre dejen reagerer ved at ramme det meget varme stål!

Sæt låg på, ind i ovnen.

Brødet skal bage ca 30 minutter ved 250 grader med låg.

Efter 30 minutter tager du låget af, og sænker temperaturen til 225 grader. Og giver det ca et kvarter.

Første gang du tager låget af chok - det er så pokkers smukt.

lad brødet køle ca 20 minutter, inden du skærer i det. Det gør en forskel! Og grunden til at brødet er af mindst lige så høj kvalitet, som de dyre bageres er, at man rent faktisk kopierer deres ovn. Altså, gør den varmere end man normalt ville gøre. At man lægger låg på, fordi det holder på fugten (bagerne bruger dampovn). Man bruger en langtidshævet dej, og hvis du så også gør dig umage med at købe godt mel, så er der så mange point at hente på det her brød.

Have fun!

Skaldyrsfad!

jeg har været en del på restaurant denne sommer. Nu er det sådan, at de fleste danske restauranter enten er for dyre - så er de som regel gode. Eller laver dårligere mad, end det jeg selv laver  - men til gengæld billige.
Der er undtagelser, faktisk har jeg efterhånden fundet en del undtagelser. Her i København kan man næsten altid stole på Cofocos kæde af gode, solide bistroer. En af dem får i low down på her.

Trois Cochons, Værnedamsvej.
Stemningen er ligesom slået an, når man passerer slagterbutikken "Kød & Co" på vej til de tre små grise. I det hele taget er Værnedamsvej et sted hvor vellevned trives.

Så det er meget passende, at der også ligger mindst en god bistro her.

I juli var menuen svær at overse - man kunne få et stort skaldyrsfad for 350 kroner pr person. Okay, her kunne man dælme blive snydt. På Bornholm kan man fx dårligt få en røget sild for de penge, og flere steder i Jylland ved jeg positivt at skaldyrsfad ikke har bevæget sig længere end rejer i glas med tusind øer. .

Men ikke her. Bare lige et kort overblik over indholdet til 2 mennesker.

KÆMPE fad fyldt med is kommer ind. Og jeg mener kæmpe! Faktisk så stort at jeg ikke kunne se min medspiser. Til gengæld blev jeg så nedstirret af hundredvis af små, sorte rejeøjne! Garneret med masser af sort-blå muslinger, jomfruhummer, og en krukke med en røre af krabbe. Den vender vi tilbage til.

Strategisk placeret på hver side 2 x 2 østers. Fine, mellemstørrelse, og serveret korrekt med rødvins-vinaigrette. Så er man ligesom i gang.

Okay, vi var gået i gang. Fik også et glas tør cava, som gik direkte over i en nogenlunde Pinot Grigio. Jeg har fået en del Pinot Grigio på det sidste, og den her var klart dårligere end 5-7 euros vine fra den lokale Coop i Piemonte. Men fuck, vi var der ikke for vinen, men for at få noget at spise.

Østersen var nu væk fra kanten af fadet, hen over toppen lå der en flok hele jomfruhummere. Kogte, fine, og lige præcis nok til at man har fået den fine smag af jomfruhummer i munden.

Nu er der ligesom kommet lidt mere overblik over bordet, så det viser sig der står 2 forskellige slags mayo på bordet. En lækker aioli, og en almindelig, serveret i nogen meget fine sylteglas. Og sørme om ikke der også står en kurv med meget, meget lækker surdejsbrød, komplet med smør. Her skal man passe på brødfælden!

Midt på fadet, der ikke er blevet synderligt mindre, står der en lerkrukke med en krabbecocktail i. Lækkert taskekrabbekød, rørt op med citron, estragon og en to-tre andre ting. Vildt lækkert og nok til temmelig meget brød. Der er kun et sted i verden det fås bedre, og det er i Galicien. Her rører men krabbekød sammen med det tykke krabbefedt, der sidder på indersiden af skallen, tilsætter lokal hvidvin, og serverer. Faktisk er lige den ret, sammen med grillede knivmuslinger og en lokal ting, der hedder Percebes, de eneste grunde man behøver for at emigrere til lige den del af Spanien.

Og som underlag ligger der så lige de der små hundrede lækre, kogte rejer.

Der er INTET der kan slå fornemmelsen af at tage en reje, hvergang man er i tvivl om hvad man gerne vil have. Eller lige tage en blåmusling eller to, mens man funderer om der skal aioli eller bare mayo på som underlag?

Efter en hel evighed måtte vi give fortabt. Vi kunne ikke spise op! Det sker meget, meget sjældent at jeg levner, men det var nødvendigt her. Ud røg fadet med mindst 50 rejer rejer,  en jomfruhummer på toppen og en røvfuld muslinger.

Til gengæld kunne vi nu se hinanden - stor fordel, når det næste man hører er, om man vil have creme brulee nu, eller om lidt.

Det blev så om lidt. Til gengæld kunne der så helt sikkert ikke presses mere i maven.

Alt i alt en virkelig fed oplevelse. Jeg har aldrig fået skaldyrsfad i Danmark, simpelthen fordi jeg ikke vil betale en halv månedsløn for det. Her fik vi det for 350 pr person, inklusiv dessert.

Det er total sommerlig livsglæde at man ikke kan se over et fad med de lækreste symboler på koldt vand, sommer og sol. Og så lige skylle det ned med en god cava, og en rimelig hvidvin.

Jeg skal tilbage, så snart Trois Cochons har fadet på menuen igen!

Ps: tjeneren spurgte faktisk om vi ville have et stykke grillet foies gras først. Godt vi sprang over. Pinligt at smide et halvt fad af havets guld ud til rotterne!

Når nu der er valgkamp overalt

Og den er perfid og deprived of, fristes man til at sige med en vis kildeafsmitning fra A.A., enhver form for vid og humor, og undskyld til Bo, der jo sidder i øret på dansk tv's mest afbrydende vært, som dog besidder en del af de udmærkede nævnte værdier, hvordan det så end må være at sidde der, og nu kommer vi til pointen, der henviser til titlen på dette indlæg: ...og en tv-aften derfor kan være lidt som at spise i kantinen, kan det i den grad redde en mandag aften, når man falder over det her:
http://dai.ly/pPzU0H (og den her blog tillader kun at man embedder fra Youtube, derfor kun et link)

Alles yndling, Gill, og ham den anden, Bourdain, samt en australier med overskæg snakker perfidt, klogt og pissemorsomt om det meste, man behøver at vide om mad og en del mere. Bedre bliver det ikke. Så dær. Mere har jeg ikke at sige i aften.

Om tomater - og vedhæng

Tomaten. Hovedingrediensen i den ketsjup Christian elsker at hade!

Jeg har valgt at elske tomaten. Hovedpersonen.

Dens historie er lidt ligegyldig,  den kommer langvejsfra. Nuff said..

Tilhører natskyggefamilien, og lige præcis den plantefamilie er kendt for at være temmelig giftig. Faktisk er alle dele af planten giftig,  lige undtagen bærrene.  Faktisk er kernerne også giftige, men de ryger lige igennem systemet, så ingen grund til bekymring der!

Det er så bærrene, vi spiser. De fås i alle former, og faktisk også farver. Men for overskuelighedens skyld, så handler det her mest om de røde. De er til at finde, og de gule, grønne og bæ-brune, dem skal man ikke købe. Dem skal man selv lave - dem fra hylden smager crap og af Holland. Holland ligger under havet.

Men de ser sådan her ud, når de kommer fra en ordentlig avler til et ordentligt marked:

Den her sommer har jeg stort set kun beskæftiget mig med 3 slags. Cherry- , bøf- og standardtomat.
Først, cherrytomaten. Lille, sød, udviklet i Israel i slutningen af 70'erne. Og ja,  i Israel dyrker man den her på friland - det bliver de bedre af. Således IKKE i Danmark. Her bruger vi fosile brændstoffer i stedet for at tænke os om!

Cherrytomater smager altså godt. Okay, kig på dem, og du ved inderst inde godt at det her et industriprodukt, at de er en designet variant af noget originalt, for der findes ikke noget så ensartet i guds fri natur. Men de smager altså godt!
Og de egner sig ubetinget godt til at langtidsbage i ovn. Ovn på 100-120 grader, ned i et smurt fad, dryp lidt olie over, smid et par kviste rosmarin over - og ind med dem i en times tid. De falder sammen, kollapser en hel del, men bliver endnu sødere end før. Fantastisk tilbehør til - alt! God til ost, bøf og spag bol.

Så er der den her:

Bøftomaten. Jep. Den er nærmest umulig at finde i Danmark, men umagen værd. Den er faktisk ikke særligt sød, bare stor, fast og saftig. Lad være med at forveksle den med en stor, rund tomat. Det er ikke det samme. Den rigtige har masser af små krinkeltkroge og varierende former. De er bare ikke ens, og meget langt fra den perfekt runde cherrytomat.

Og i min optik, er der kun en måde at lave den på. Bo Bech havde den tidligere på restaurant Geist, hvor han rammer hovedet på sømmet. Tynde skiver, ikke for tynde. Ned i et fad, let smurt med olie. Ovn på 175, pensl med ananashonning. Bag til færdig.Vupti, smager fantastisk.
Jeg har ikke ananashonning, og orker ikke at lave det. Men mindre kan gøre det, for det handler bare om syre og sødme. Så tag lidt sherryeddike, tilsæt almindelig dansk honning i en lille gryde - kog ind til en smule før tjærestadie. Tag en pensel, smør det på tomaterne. Bag dem. Jeg har lavet det et par gange hen over sommeren, og hver gang er det den vildeste smagoplevelse. Sødme og syre.. tror ikke man kan fucke det up? Har lavet det som eneste tilbehør til en bøf. Ret vildt!


Men den bedste tomat er altså den her. Den helt almindelige, runde og røde - hovedingrediens i verdens bedste salat:

Det er nationalfrugt nummer et - okay, det er vist nok bananen, men så nationalfrugt nummer to. Bruges af alle til alt. Stegt til bacon og æg, til frokost i skiver og både. Til aften i salat, eller henkogt til chutney.
Altså en helt universel frugt, men tag nu for pokker og køb dem modne. De skal være bløde, dufte syrligt og have den der helt særlige tomatduft. Hvis de ikke har det, så lad dem ligge i vinduet et stykke tid. Tomater skal være lune, ikke kolde.
Den helt rigtige måde at lave dem her på, involverer et faktisk et helt land. Inden man går i gang er man nemlig nødt til at tage til Italien. Når man er landet, så gå ind i den nærmeste Coop eller Carrefour. Eller endnu bedre - find en lille, lokal butik.

Køb en pose modne tomater, og se hvor ujævne de er i størrelsen. Bemærk duften, mærk hvor bløde og  varme de føles. Gå videre til køledisken, og køb en mozarella. Køb den, der koster 3 euro, og er lavet af bøffelmælk. Lige lidt mere spark i den version. Videre, find en god olivenolie. Og til sidst tilbage til grønsagerne, og så en stor krukke med helt grøn, spændstig og sprængfarlig basilikum. Man kan som regel dufte den 4-5 meter væk.
Resten er let. Tomat i skiver, ikke for tynde, så falder de sammen. Ikke for tykke, så kløjs man i dem. Ned i et fad, i et lag. Og kun et lag! Alt andet er blasfemi. Ovenpå bruger man fingrene til at trække små strimler af mozarellaen. Man skærer ikke mozzarella. Den er lavet af tynde lag ost, der vikles op, så bare vikl den ud igen!
Dæk tomaterne med små og store ujævne strimler af moden, klæbrig mozarella di buffalo. Riv et bundt basilikum af. Læg hele blade basilikum på, så det passer til antallet af planlagte bidder. Dryp små smukke dråber olivenolie ovenpå. En fingerspids salt over, ikke noget med balsamico eller andre unødvendige løjer. Den eneste salat, der virkelig sparker røv, står allerede foran dig!

Insalata Caprese.  Så simpelt, og dog så komplekst!

Men den var aldrig blevet til noget uden en god, moden og varm tomat!

Musik, der passer til Caprese? Sidst hørte jeg Grinderman og har prøvet med Iggy Pop og Stooges. Går ikke! Man skal finde noget mere subtilt. Goran Kajfes, Svampified...

Ketchup

Jeg har altid hadet ketchup.

Det har altid bare været for sødt og vulgært.

I min barndom var der altid Beauvais' i køleskabet, og det syntes jeg trods alt allerede dengang, var den bedste af dem, der fandtes - og den bedste, jeg nåede at smage på pølser lavet i Skjern og med sød sennep fra Bäncke. Det er madvarer, der kræver fransk udtale, for at have nogen som helst berettigelse.

Jeg er ret sikker på, at jeg aldrig i mit voksne liv har købt en flaske ketchup. Dertil har jeg muligvis været for forudindtaget. Jeg vil ikke afvise, at jeg har købt en til NOGEN på et eller andet tidspunkt, men så langt svigter min hukommelse mig heldigvis.

Men lidt madsnobbet er man jo heldigvis.

Det hele skete, fordi jeg sad og stenede Heston B-videoer forleden (det sker jo), og der var denne her - og flere andre, om hvad man kan gøre med resten af den der tomat. Den fine stilk, har jeg endnu ikke fundet ud af, hvad jeg skal gøre med. Jeg har lavet reduceret stilk. Medbagt stilk. Medkogt stilk. Det giver en fin farve til vandet, og det er hvad jeg har fundet ud af. Hjælp mig med det. Det har ikke rigtigt virket.

Men en reduceret tomatindmad, vil jeg gerne lige have lov til at sige, giver en åndssvagt god ketchup, eller hvad I nu vil kalde den. Man skal bare holde øje med den. Umami på business class. Jeg spredte den henover en 20 kr's halalhøjreb, og det kan helt sikkert gøres bedre og mere blodrigt (men min halaller er flink, og det var bare en onsdag), og med halvt babyselleri og halvt bagekartoffel mast med rigeligt ekstra jomfruelig olie og god, hvid eddike og salt (ikke i kogevandet vel at mærke) og peber. Og nogle ærter, fordi jeg ikke havde andet grønt, (men persille, selleriblade, løvstikke osv, kan kun gøre godt - stilke i kogevand, blade til sidst.)

Reducér dén tomat-jezzum. Det tager sin tid, men det betaler sig på din bøf.

Jeg bagte i øvrigt resten af mine tomater (uden skind og ben) med hvidløg, rosmarin, timian og meget god olie ved 100 grader i fire timer og vil nu overhælde dem med olie og gemme dem til senere. Det kan man nemlig med sådan nogle.

Imens hørte jeg 70'er-funk for bare at komme i stemning. Flash light og Papa Don't Take No Mess blandt andet.

Vesterbros hængende haver

Jeg kan godt lide friske urter. Jeg laver te med dem, jeg bruger dem i madlavning, og der findes ikke mange bedre ting end en skål salat hvor halvdelen af bladmassen er basilikum, syre, mynte, brøndkarse og så videre.

 

Og så er der duften en solskinsdag, når man lige har vandet dem.

Rottehaleradisse på 5. sal.

Jeg bor på Vesterbro på femte sal uden adgang til en have og allerede der burde urtedrømmene forlise.

Og dog, for de seneste somre, har jeg eksperimenteret med hvad der lader sig gøre i altankasser ude på vores heldigvis halvstore altan. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke ved fantastisk meget om plantepleje, men her er hvad jeg har satset på de senere år, langt de fleste med udgangspunkt i økologiske frø fra den velassorterede Frøbutikken.dk.

Jeg har gang i seks altankasser og to potter, som bortset fra den ene af sidstnævnte, alle står udendørs. Sidstnævnte kan være lidt udfordrende i de mærkelige danske somre. Det er i hvert fald nyttigt med en vandekande til hedebølgeperioderne. 

Skybrudene er svære at gøre meget ved - sidste år fik jeg stort set smadret hele mit lille landbrug af en haglbyge. Men det er en god ide at skære små huller ved bunden af altankasserne, så store regnmængder kan dræne ud.

Her følger nogle erfaringer. Du er velkommen til at spille ind med dine egne, ligesom jeg meget gerne modtager forslag til gode sensommer- og efterårsplanter.

Det er sidst på sæsonen rent ærtemæssigt, så planterne er ved at blive noget gule.

Ærter: I maj planter jeg ærter på økologiske frø, som øjensynligt trives helt utroligt godt i altankasser. Hver eneste et kommer op, og væksten er eksplosiv frem til cirka midten af juli. De får en altankasse for sig selv. Den samlede høst svarer vel til en mellemstor pose ærter fra købmanden, og i det perspektiv er de ikke just noget man kan basere madlavningen på. Men fornøjelsen ved at guffe et par helt nyhøstede friske ærter, når man sidder på altanen, er stor. Væksten og produktionen stopper for størstedelen engang i juli, og så kan ærteplanten skiftes ud med en vækst, som passer bedre til sensommeren.

Mynte: Jeg synes ikke jeg har haft meget held med at gro mynte fra bunden, selv om jeg har forsøgt mig med fire forskellige sorter. Jeg ved ikke om det er mig, vejret eller altankasserne eller noget femte, for mynte har jo rygte for at gro som ukrudt. Til gengæld har jeg for eksempel i år stort held med en flot og stærk marrokansk mynte, jeg købte i Brugsen. Planten er blevet tre-fire gange så stor som da jeg købte den, og kan sagtens forsyne os. Jeg overvejer at plante den om før efteråret, så den kan flytte med indendørs. Mynte får kun en tredjedel altankasse, og i år trives den storartet side om side med syre.

Basilikum: Jeg har både prøvet at så og købe færdige planter, og jeg må indrømme, at jeg har fået mest ud af færdige planter, som jeg omplanter til altankasse. Basilikum er en etårsplante, men imens den varer producerer den meget. Blomster skal dog nippes af, så den ikke bruger sine kræfter på dem. Som sommeren går, bliver bladene mere og mere gule, men smager stadig godt.Basilikum skal have masser af vand. Særligt god til mozarellasalat og hjemmelavet pesto.

Basilikum har det godt med lidt sol og vand nok.

Thaibasilikum: Den lidt lakridsagtige thaibasilikum har jeg indendørs i en urtepotte, selv om den nok godt kunne trives udendørs. Den har ikke givet de store resultater de seneste to år, men kommer dog op og danner blade, så jeg har ikke givet op endnu. Hen mod slutningen af juli bliver de øverste blade røde omkring en bladagtig rød blomst. Dem nipper jeg af så snart jeg ser dem, for de smager ikke specielt godt, og kommer hurtigt til at præge hele planten.

 

Citrongræs: Jeg prøvede for første gang at så citrongræs - udendørs - i år. Jeg brugte jord fra sidste år, som desværre var forurenet med en ret sejlivet anden plante, jeg ikke ved hvad er. Umiddelbart har det ikke givet andet end spæde skud, så forsøget rykker indendørs til næste år.

Brøndkarse. I starten af juni såede jeg et halvt brev brøndkarsefrø, side om side med syre. De er kommet perfekt op, og trives i den våde sommer vi har haft. Brøndkarse er en elegant skarp urt, især til fisk og grøntsager, og det er absolut ikke sidste gang jeg gror brøndkarse. i løbet af juni har de fået blomster, som jeg rutinemæssigt nipper af, men de smager godt og ville også pynte i salaten.

Koriander

Koriander. Koriander gror øjensynligt fint udendørs i Danmark. I hvert fald i Frøbutikken.dk får man rigeligt med frø til flere somre i en pakke. Jeg sår sidst i maj en ordentlig røvfuld i en tredjedel af en altankasse. Hvis jeg bruger meget, bliver jeg bare ved med at prikke frø i jorden efterhånden som sommeren går. Den spæde nyudsprungne plante er lækrest, men de bliver ved med at være gode, også senere på sommeren når de går i dildagtige blomster, som smager godt i salat.

Brøndkarse, syre og antydningen af mynte.

Syre: Sidste år groede jeg rød syre som smager fantastisk og kommer op i store mængder, og i år den mere klassiske grønne vi kender fra skovbunden. Det vokser rigtig godt, og ender med store bløde blade, hvis man har tålmodighed. De er mægtigt gode i salater, men egner sig også til pesto - jeg tager typisk en lille håndfuld basilikum, en lille håndfuld syre, 8-10 mandler, lidt revet gruyere eller picorino ost, en sjat olivenolie og noget groft salt og morter sammen. Syre kan man også bare blive ved med at så efterhånden som man bruger af det.

Gode kraftige stilke i år.

Tomater. Dem gror jeg mest for sjov og for de smukke grønne planter og dere dufts skyld. Sidste år fik jeg vel otte utroligt velsmagende små tomater ud af det - i år er der endnu ikke kommet nogle. Men en tomatmad med hjemmegroede Vesterbro-tomater er ikke sådan at kimse ad. Tomaterne får en altankasse for sig selv. Sidste år startede jeg dem indendørs og bandt dem op på pinde. Det kom der nogle lange planter ud af. I år har jeg bare plantet dem udendørs sidst i maj, og indtil videre ikke bundet dem op på noget. Det har givet dem tykke seje stængler, som ikke er nær så påvirkelige for vind og vejr.

Timian. Sidste år havde jeg stor held med en blød grøn sort, som voksede sommeren igennem. I år var jeg lidt mere doven, og såede en flot færdig plante fra en planteskole. Den trives, men ikke fantastisk godt. Andre planter jeg har haft indendørs er ofte tørret ud. I år står den side om side med salvie. Altankassen vender mod øst og er temmelig meget i læ af huset, hvilket betyder mindre nedbør - om dette har indflydelse på den lidt kedelige vækst, ved jeg ikke.

Salvie. Denne urt bruger man ikke vildt meget af, men den er fantastisk til det den kan. Salvie te er afsindigt sundt, og som krydderi til kød - for eksempel i den klassiske italienske ret saltimboca - er den uovertruffen. Jeg prøver to forskellige færdige planter i år, den ene fra superbest, og den anden fra en planteskole. De trives, men ikke fantastisk. Igen mistænker jeg den østvendte altankasse.

Timian, to slags salvie og en stor rosmarin.

Rosmarin. Endnu en uundværlig plante, dels til kød, dels som smagsgiver til savsmulden eller kullene ved henholdsvis varmrøgning eller grill. De er også lækre at stege sprøde og servere på en pastaret. Jeg synes rosmarin vokser rigigt flot udendørs - i år er det en plante købt i et supermarked.

Blomsterkarse. Den mærkelige slyng-agtige plante sår jeg sammen med endnu en art - rottehaleradissen. Blomsterkarse giver ret store planter med mange runde blade, som smager godt i salat og for eksempel pesto. Blomsterne - og blomsterkarse kan købes med mange forskellige farver blomster - smager lige så godt som bladene, og er flotte i salater eller på anretninger. Planten er sejlivet, og bliver ved med at blive større sommeren ud.

Rottehaleradisse. Da jeg snublede over den i Frøbutikken.dk's sektion for 'frø fra gamle sorter', var jeg nødt til at prøve. Planten bruges vist mest i østen. Trods navnet er det ikke roden man bruger, men de grønne radissebælge, som kommer i store mængder på plantens stængler. De smager af stærk radisse men har en sprød konsistens som en peber. Planten vokser fantastisk godt i altankasse, og hvert frø spirrer. I år har jeg sået bare fire planter, som er vokset en meter i vejret og dominerer brøndkarsen. Jeg bruger afgrøderne i salater og til stir fry.

Chili. Christian her på bloggen gav mig for et par år siden en flot chili plante, som har trivedes lige siden. Så længe den får masser af vand bliver den ved med at producere de skarpeste små røde chilier, som især egner sig til at give varmen i en gryderet. En god ting at have ved hånden.