Det lugter sgu for meget af perfekte blå billeder fra indlandis, hvor kransekagen Meyer står og snotter ned i håndplukkede småbær af totalt ukendt oprindelse. Som så bliver rørt sammen med filtreret, kandiseret grønlandsk undertøj, lagt på et leje af hellig-græs plukket fra venstre for-klov af to jomfruelige moskusokser.
Altsammen i den hellige syre-balances navn. Gud fader bevares. God reklame, latterlig mad.
Jeg bor sgu da i norden! Nordens paris sågar! Jeg spiser ikke grønlændere, slet ikke deres undertøj - og har kun fået mælkeskin på Noma. Udlandet må tro vi er tossede, røgede, spegede og aldeles uden jordforbindelse.
Nå. Men der er altså andre, end Meyer et al, der kan deres kogekunst. Og de samme andre, behøver ikke sige jernurt, men nøjes med. løvstikke. To af dem er brødre, og hvis jeg skal smage på Norden, så tager jeg cyklen til Jægersborggade. Lidt lettere end helikopter til Umanak.
De her drenge, de kan det der med den demokratiske udnyttelse af de forhåndenværende råvarer. På dansk - de bruger det man kan køb! Ligesom man gør i Piemonte, Galicien og alle andre steder, hvor mad er en integreret del af hverdagen.
Manfred er den mindste, og han bor i kælderen, lige overfor sin storebror Relæ. De har en fætter Hvirvelvin, der holder til lidt nede af gaden. Og tilsammen er de ret meget godt billede på, hvordan enkelt gade kan gå fra pusherstreet til den rene, skære oplevelsesøkonomi.
For nogle uger siden var jeg på besøg hos Manfred, sammen med en gammel god ven, og dennes helt nye kæreste. Og som den ældste i min egen søskendeflok, ved jeg godt hvordan tingene normalt foregår hos de små. De skal underholdes, og der skal vin på bordet. Således også her. Vi fik vin, faktisk masser af vin. God vin. Og masser af vin jeg aldrig ville være faldet for selv. Ufiltreret, uklar, upasteuriseret og u-sulfitted vin. Fantastisk, men også en meget anden vinoplevelse, end jeg normalt dyrker. Jeg er egentlig mest til rene italienere. (uden kølersprit) Eller rene franskmænd - til nød nogen af de vilde vindyrkere fra Østrig, men det vin man får på Manfreds, det er altså vilde sager, og jeg vil virkeligt anbefale at prøve nogen af de flasker, de anbefaler når man besøger Manfreds. Maden på Manfreds, er dejlig uprætentiøs, og selvom den helt nye kæreste ikke var til kød, så fik vi alligevel spændende ting på bordet. Vi fik østers, hakket op med selleri og persille, vi fik tartar. Men den mest elegante ret, var et pocheret æg, lagt ovenpå ristede svampe og sprødt brød. Damn, det var godt! Særligt kombineret med de der virkeligt vilde vine, man også får på Manfreds.
- De unge kan sku noget, tænkte jeg dengang.
Men Manfred har altså en storebror. Han hedder Relæ. Okay, måske nok ikke det mest indlysende navn til en storebror, men anyway. Hos storebror står ambitionerne et stykke højere oppe af stigen, end på Manfreds.
Maden har lige fået et nyk opad, men det er stadig et rart, og uprentiøst sted. Hvor man får tapas-størrelser på Manfreds, er Relæ voksen, og laver menuer. Ret rart. Jeg gider ikke altid tænke for meget, og det er vel egentlig ret logisk at kokkene kan sætte den bedste menu sammen. Mange af retterne minder om hinanden, men det er alligevel som om ambitionsskruen har fået en ekstra omgang på Relæ.
Og det er fame god mad, og frækt præsenteret. Det rammer ned mellem to madtraditioner, hvor råvarerne kommer lige fra bondemandens bagdør, mens præsentation og fantasi klart er mere i familie med nord-italien.
Vi fik en rigtig fræk ret med oksekød, østers og løvstikke. Nej, ikke jernurt eller frostmodnede skod-urter fra svensk urskov. Løvstikke. Jeg havde helt glemt hvor godt den smager!
Så fik vi noget så banalt som dampede gulerødder, med rapskerner og sprøde gulerodsskræller til. Lyder lidt af et spareprojekt, men det var fame frækt!
Og på samme måde som på Manfreds, så er det de rene øko-vine, der kommer i glassene på Relæ. Det betyder de sjældent er ret gamle, ofte meget grumsede og ufiltrede og altid sindssygt provokerende at smage på.
Næsten lige så provokerende, som den halv-svenske pige og hendes homoseksuelle mand, vi sad ved siden af. Jeg tror ikke helt, de havde forstået det der, med at man altså ikke skal have foies gras i alt, at løvstikke er finere end jernurt - hvis man ved man bruger det til. Og at man skal lukke øjnene, når man drikker ufiltreret vin! Til gengæld fik manden gramset på tjeneren, da de gik. Han havde øjensynligt en fetish for læderforklæder, konen kendte i hvert fald til den, for hun hun fik hvislet at det frontale angreb på læderforklædet var helt okay, så længe hun kunne låne det bagefter.
Bizar oplevelse. Jeg har sgu aldrig set en 2-års bryllupsdag angribe en fuldskægget, metroseksuel tjener, som så høfligt fik sagt til dem, at hvis de lige gad holde nallerne, så kunne de måske tage sig et glas vin og drinks i lillebrors kælder. I øvrig en cool tjener, jeg nu har mødt tre gange på byens restaruanter. Og hver gang ender jeg med solide tømmermænd. Det må være øko-vinen....???
