mandag den 31. oktober 2011

Okse, østers - og sindssygt grumset vin!

Nordic cooking - træls ord, træls begreb. Prætentiøst, på samme måde som umådeholden tilbeden af gåselever og trælse, umulige madprocesser er det. Erstat gåselever med røget mælkeskin, så ser du hvad jeg mener.
Det lugter sgu for meget af perfekte blå billeder fra indlandis, hvor kransekagen Meyer står og snotter ned i håndplukkede småbær af totalt ukendt oprindelse.  Som så bliver rørt sammen med filtreret, kandiseret grønlandsk undertøj, lagt på et leje af hellig-græs plukket fra venstre for-klov af to jomfruelige moskusokser.

Altsammen i den hellige syre-balances navn. Gud fader bevares. God reklame, latterlig mad.

 Jeg bor sgu da i norden! Nordens paris sågar! Jeg spiser ikke grønlændere, slet ikke deres undertøj - og har kun fået mælkeskin på Noma. Udlandet må tro vi er tossede, røgede, spegede og aldeles uden jordforbindelse.

Nå. Men der er altså andre, end Meyer et al, der kan deres kogekunst. Og de samme andre, behøver ikke sige jernurt, men nøjes med. løvstikke. To af dem er brødre, og hvis jeg skal smage på Norden, så tager jeg cyklen til Jægersborggade. Lidt lettere end helikopter til Umanak.

De her drenge, de kan det der med den demokratiske udnyttelse af de forhåndenværende råvarer. På dansk - de bruger det man kan køb! Ligesom man gør i Piemonte, Galicien og alle andre steder, hvor mad er en integreret del af hverdagen.


Manfred er den mindste, og han bor i kælderen, lige overfor sin storebror Relæ. De har en fætter Hvirvelvin, der holder til lidt nede af gaden. Og tilsammen er de ret meget godt billede på, hvordan enkelt gade kan gå fra pusherstreet til den rene, skære oplevelsesøkonomi.



For nogle uger siden var jeg på besøg hos Manfred, sammen med en gammel god ven, og dennes helt nye kæreste. Og som den ældste i min egen søskendeflok, ved jeg godt hvordan tingene normalt foregår hos de små. De skal underholdes, og der skal vin på bordet. Således også her. Vi fik vin, faktisk masser af vin.  God vin. Og masser af vin jeg aldrig ville være faldet for selv. Ufiltreret, uklar, upasteuriseret og u-sulfitted vin. Fantastisk, men også en meget anden vinoplevelse, end jeg normalt dyrker. Jeg er egentlig mest til rene italienere. (uden kølersprit) Eller rene franskmænd - til nød nogen af de vilde vindyrkere fra Østrig, men det vin man får på Manfreds, det er altså vilde sager, og jeg vil virkeligt anbefale at prøve nogen af de flasker, de anbefaler når man besøger Manfreds. Maden på Manfreds, er dejlig uprætentiøs, og selvom den helt nye kæreste ikke var til kød, så fik vi alligevel spændende ting på bordet. Vi fik østers,  hakket op med selleri og persille, vi fik tartar. Men den mest elegante ret, var et pocheret æg, lagt ovenpå ristede svampe og sprødt brød. Damn, det var godt! Særligt kombineret med de der virkeligt vilde vine, man også får på Manfreds.

- De unge kan sku noget, tænkte jeg dengang.

Men Manfred har altså en storebror. Han hedder Relæ. Okay, måske nok ikke det mest indlysende navn til en storebror, men anyway. Hos storebror står ambitionerne et stykke højere oppe af stigen, end på Manfreds.


Maden har lige fået et nyk opad, men det er stadig et rart, og uprentiøst sted. Hvor man får tapas-størrelser på Manfreds, er Relæ voksen, og laver menuer. Ret rart. Jeg gider ikke altid tænke for meget, og det er vel egentlig ret logisk at kokkene kan sætte den bedste menu sammen. Mange af retterne minder om hinanden, men det er alligevel som om ambitionsskruen har fået en ekstra omgang på Relæ.

Og det er fame god mad, og frækt præsenteret. Det rammer ned mellem to madtraditioner, hvor råvarerne kommer lige fra bondemandens bagdør, mens præsentation og fantasi klart er mere i familie med nord-italien.
 Vi fik en rigtig fræk ret med oksekød, østers og løvstikke. Nej, ikke jernurt eller frostmodnede skod-urter fra svensk urskov. Løvstikke. Jeg havde helt glemt hvor godt den smager!
Så fik vi noget så banalt som dampede gulerødder, med rapskerner og sprøde gulerodsskræller til. Lyder lidt af et spareprojekt, men det var fame frækt!

Og så fik vi en hovedret med gråand, hyldebærsovs og salatløg, der var blevet høvlet, dampet og rørt så meget rundt, at de lignede nudler.


Og på samme måde som på Manfreds, så er det de rene øko-vine, der kommer i glassene på Relæ. Det betyder de sjældent er ret gamle, ofte meget grumsede og ufiltrede og altid sindssygt provokerende at smage på.

Næsten lige så provokerende, som den halv-svenske pige og hendes homoseksuelle mand, vi sad ved siden af. Jeg tror ikke helt, de havde forstået det der, med at man altså ikke skal have foies gras i alt, at løvstikke er finere end jernurt - hvis man ved man bruger det til. Og at man skal lukke øjnene, når man drikker ufiltreret vin! Til gengæld fik manden gramset på tjeneren, da de gik. Han havde øjensynligt en fetish for læderforklæder, konen kendte i hvert fald til den, for hun hun fik hvislet at det frontale angreb på læderforklædet var helt okay, så længe hun kunne låne det bagefter.

Bizar oplevelse. Jeg har sgu aldrig set en 2-års bryllupsdag angribe en fuldskægget, metroseksuel tjener, som så høfligt fik sagt til dem, at hvis de lige gad holde nallerne, så kunne de måske tage sig et glas vin og drinks i lillebrors kælder. I øvrig en cool tjener, jeg nu har mødt tre gange på byens restaruanter. Og hver gang ender jeg med solide tømmermænd. Det må være øko-vinen....???





mandag den 3. oktober 2011

Grydebagt brød

Godt brød koster kassen. I hvert fald på Nørrebro, hvor man enten bliver røvrendt af Emmerys eller Lagkagehuset. Men de laver begge godt brød, den ene lidt bedre end den anden.

Men for ikke så længe siden blev jeg godt og grundigt træt af at skulle smide 50 kroner for et halvt kilo surdejsbrød hos en af bemeldte bagere. Rigtig træt! Og da innovation enten drives af lyst eller angst, var det vist angsten for at blive fattig før tid, der drev mig ud i en smule researchbaseret kogekunst. Eller bagekunst.

Jeg kom frem til følgende.
- de fleste bager ved alt, alt for lav temperatur.
- brødet bliver aldrig bagt helt færdigt - og så snart det er koldt, er det hårdt som sten.
- man kan nærmest ikke skelne skorpe og krumme.
- melet er for dårligt.

Men jeg kom også frem til en ret genial løsning. Man skal nemlig bage sit brød i en stor, tung gryde, helst af støbejern, og helt sikkert en man ikke har et kærlighedsforhold til. Den bliver hærget. Ikea har en billig en.
Det dur ikke at tage en let rustfri gryde. Det skal være en, der kan holde på varmen, fordele den, og i det hele taget er temmelig robust. Og den skal have et låg! Og hvis man gør det her, så ser det sådan her ud, når man er færdig!


De første skridt i at lave fantastisk brød er, at man først laver en god, koldhævet dej. Om der er surdej i, om det er grahamsmel, rugmel eller bare noget godt Tipo 0 fra Italien, det er sådan set ligemeget. Men jo mere tungt mel, jo færre huller, jo tungere brød. Så brug meget hvedemel. Det fungerer!

Dejen må ikke være tør. Den skal være mere våd end man tror - lige det her kan man finde oceaner af inspirationskilder til på nettet, i bøger og hos Farmor. Personligt laver jeg den normalt med ca en halv liter vand, 2 håndfulde rugmel, 2 skefulde surdej, 10 gram gær, og så hælder man almindeligt hvedemel på, rører rundt med ske til det har en god fornuftig konsistens. Lade det hæve ca 12 timer i køleskab, tag det ud, slå det sammen, og smæk et brød sammen, der lige skal hæve en times tid uden for køleskab.

Resten er pærelet.

Skru din ovn op på MAX. Og jeg mener max. De fleste moderne ovne kan ikke blive særligt varme alligevel, højst 250 grader. Sæt din store gryde derind - den skal nemlig være helt varm også! Når ovnens termostat siger den har nået målet, lader du den lige stå ca 15 minutter. På den måde er du sikker på at den er HELT varm, og ikke bliver kold, når du åbner ovndøren.

Tag gryden ud! Den er MEGET varm nu.
Stil den på komfuret, og drys en håndfuld mel ned i bunden. Det begynder at brune med det samme - let røg med brødtoner i stiger op.

Vend dejen ned i gryden. Sørg for det ikke rør siderne, og er nogenlunde i midten. Man kan høre dejen reagerer ved at ramme det meget varme stål!

Sæt låg på, ind i ovnen.

Brødet skal bage ca 30 minutter ved 250 grader med låg.

Efter 30 minutter tager du låget af, og sænker temperaturen til 225 grader. Og giver det ca et kvarter.

Første gang du tager låget af chok - det er så pokkers smukt.

lad brødet køle ca 20 minutter, inden du skærer i det. Det gør en forskel! Og grunden til at brødet er af mindst lige så høj kvalitet, som de dyre bageres er, at man rent faktisk kopierer deres ovn. Altså, gør den varmere end man normalt ville gøre. At man lægger låg på, fordi det holder på fugten (bagerne bruger dampovn). Man bruger en langtidshævet dej, og hvis du så også gør dig umage med at købe godt mel, så er der så mange point at hente på det her brød.

Have fun!